Netflix, her representert ved kommunikasjonsdirektør Joris Evers, og aktører som Facebook, Google og Apple, har det til felles at deres interesse for lokal nasjonal infrastruktur er begrenset til at den helst ikke skal koste dem noe, skriver John Strand. Forretningsmodellen deres hviler på at landets skattebetalere og nettoperatører investerer i infrastruktur. Dette er en form for subsidier, og det er det selskapene i praksis lever av. (Bilde: Harald Brombach)

– Lær nettnøytralitet av Norge!

Den danske teleanalytikeren John Strand mener prosessen i Norge er en god modell.

Den danske teleanalytikeren John Strand skriver i en e-post at han har merket seg innlegget til Cyrus Mewawalla, Slutt på nettnøytralitet i USA.

– Vi er slet ikke enig i mange af de ting som Cyril Mewawalla siger, det er en forsimplet udlægning af det der sker her i USA og rundt om i verden, skriver Strand.

Mewawallas kommentar kom på bakgrunn av en dom i USA, der teleselskapet Verizon angrep nettnøytralitetsreglene til USAs teletilsyn FCC, se artikkelen Åpner for betalt «hurtigfil» på nett.

Det er Post- og teletilsynet som har utformet Den norske modellen for nettnøytralitet.

I dette debattinnlegget forklarer Strand hva han mener, og hvor han selv står. Digi.no har funnet det hensiktsmessig å publisere innlegget i den opprinnelige språkdrakten.

Nationale medier i lande som Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien etc. burde støtte op om de lokale internetudbyder i diskussionen om netneutralitet – de sejler i den samme båd og de har de samme udfordringer som telebranchen.

John Strand leverer analyser av det internasjonale telekommarkedet gjennom sitt selskap Strand Consult.
John Strand leverer analyser av det internasjonale telekommarkedet gjennom sitt selskap Strand Consult.

Vi fra Strand Consult har fulgt netneutralitetsdebatten igennem en del år, og i vor seneste rapport Understanding Net Neutrality and Stakeholders’ Arguments har vi set på, hvad netneutralitet er, hvordan forskellige aktører ser på det, og hvordan man i en række lande håndterer netneutralitetsdiskussionen.

Lad mig starte med at slå fast, at vi mener, den soft-regulation-model, man har lagt op til i Norge, er den rigtige vej at gå.

I Norge har man valgt en model, hvor man prøver at skabe konsensus mellem de nationale aktører, der hver især bidrager økonomisk til det norske samfund.

Strand Consult mener at mange lande kan lære af Norge og den proces man er i gang med. I denne research note vil vi argumentere, hvorfor Norge går den rigtige vej, og hvorfor de norske medievirksomheder sidder i den samme båd som de norske internetudbydere. Den største udfordring med netneutralitetsdebatten er, at mange fejlagtigt tror, at det er en kamp med internetudbyderne på den ene side og indholdsudbydere på den anden side. I research noten Google, Apple and Microsoft discriminate in many ways har vi beskrevet en del af de mange former for diskrimination, der findes på nettet herunder den, der sker, i de mange led i værdikæden og ikke mindst på de enheder, som kunderne køber og bruger til at gå på nettet med.

Personligt mener jeg, at den internationale netneutralitetsdebatten bør nuanceres, man bør se på, hvem der bygger og driver infrastruktur, og hvem der bidrager økonomisk til det moderne samfund.

I langt de fleste lande er der mange virksomheder, og når man ser på teleselskaberne er de på samme måde som de store nationale medieaktører ofte lokalt eller regionalt forankret, hvilket betyder, at de skaber lokale arbejdspladser og betaler lokale skatter. Hvis man skal sige det meget enkelt, så er det sådan, at det nationale internet bliver bygget og drevet af den nationale teleindustri, og de nationale medier skaber indhold og arbejdspladser i det enkelte land og de betaler lokale skatter af de penge, de tjener i det land de arbejder i.

I alle lande er det sådan, at man på den ene side har en række nationale medievirksomheder, der er afhængige af, at der er nogle, der investerer i moderne telekommunikationsinfrastruktur, de kan levere deres lokale tjenester på.

Når man ser på aktører som Facebook, Google, Apple, Netflix etc., så er de alle virksomheder, der er så store og så internationale, at deres interesse for den lokale nationale infrastruktur er begrænset til, at det helst ikke skal koste dem noget at bruge den lokale infrastruktur til at tjene penge.

Det, at der er god infrastruktur i Norge, og det, at nordmændene er avancerede i deres brug af moderne teknologi, gør, at firmaer som Google, Apple, Facebook, Netflix etc. prioriterer Norge højt.

Hvis der ikke var nogle, der havde investeret i den moderne infrastruktur og uddannelsen af nordmændene, ville man nok have prioriteret Norge på samme måde, som man prioriterer små lande med begrænset infrastruktur og købekraft. Årsagen, til at Google, Apple, Facebook, Netflix etc. er i Norge, er, at de kan tjene gode penge på den infrastruktur, som norske aktører har bygget og driver – de er som græshopper, de er der så længe, der er noget, de kan spise, derefter flyver de videre.

Der er en årsag til at Netflix ikke er i Afrika og det skyldes ikke at folk i den region ikke interessere sig for internationale film og det skyldes ikke at der ikke er nok folk der har evnen til at købe og betale for Netflix - det skyldes at der i Afrika ikke er nok infrastruktur som Netflix kan pickyback´e på.

Når man ser på den internettrafikken i de fleste lande, så er splittet mellem lokaltrafik og trafik til internationale sites meget identisk med den, vi kender fra Danmark. I praksis så er det sådan, at Google, Facebook og YouTube genererer mere trafik end de 20 mest besøgte nationale websider i Danmark.

Hvis man ser på, hvad disse tre websider gør for fællesskabet ud over at levere nogle cool tjenester, så er det meget begrænset, specielt hvis man ser på, hvordan de bidrager rent økonomisk i form af arbejdspladser og skatter..

Hvis man ser på deres bidrag til den nationale infrastruktur, så kan man ikke ligefrem påstå, at de store amerikanske OTT-aktører (”Over The Top”) er dem, der investerer i den infrastruktur, som er fundamentet for det moderne internet.

Hvis man ser på, hvordan de bidrager til den norske samfundsøkonomi, så er det også yderst begrænset – en virksomhed som Google Norway tjente forrige år 1,9 million kroner og betalte 1,2 million kroner i skat, en virksomhed som Apple tjente 35,5 millioner kroner og betalte 10 millioner kroner i skat. Facebook har ikke selskab i Norge og det samme gælder vist også Netflix. De store amerikanske aktører bidrager med mindre til norsk økonomi på et år end medie- og telebranchen på en dag.

Det, virksomheder som Google, Facebook, Apple og Netflix gør rent skatteteknisk, er ikke ulovligt, det er rigtig smart, og det er deres måde at optimere deres skat på.

En stor del af indtægterne bliver allokeret til Irland og ved hjælp af en ”Double Dutch Irish sandwich” sparer de en masse penge i skat til den nationale stat. Hvis man ser på nationale teleselskaber og medievirksomheder, så er det sådan, at de alle har deres indtægter i de lande de arbejder i, og de betaler alle lokal skat, som bidrager til det nationale velfærdssamfund og den infrastruktur, som er fundamenter for det moderne samfund.

I mange lande og i EU taler man om infrastrukturfonde, som bl.a. skal bruges til at udbygge bredbånd i yderområder. Det store spørgsmål er, hvor disse penge skal komme fra, og hvis man ser på det skattegrundlag, der er i EU i dag, så bliver de nationale medie- og teleselskaber, som kommer til at betale for det og Facebook, Google, Apple og Netflix, der får glæde af disse investeringer.

Hvis man skal være grov, så kan man sige, at subsidierne til Google, Facebook, Apple og Netflix vil blive øget de kommende år i de lande hvor man bruger skatteydernes penge på bredbånd.

Vi fra Strand Consult mener, at det er vigtigt, at de nationale medie- og teleindustri forstår betydningen af en national løsning.

Vi mener, at den norske regulators forsøg på at skabe en national netneutralitetsløsning, der baserer sig på soft-regulation, er fundamentet for, at de, der betaler, og som er 100% afhængig af moderne infrastruktur i Norge, arbejder sammen. På Mobile World Congress i 2010 sagde Eric Schmidt i en debat til mig foran små 4000 mennesker, at det ikke var Googles målsætning at investere i infrastruktur.

For nogle måneder siden sagde den franske minister Fleur Pellerin med ansvaret for Small and Medium Enterprises, Innovation, and the Digital Economy, i en tale på en ETNO conference i Brussels:

"Europe once was leading the world with mobile, but lost its place with web 2.0 and is now being relegated. In 2002 there were six European phone makers making up 50% of the world’s phones, but now with the Microsoft acquisition of Nokia, there are none. Alcatel-Lucent just laid off 10,000 workers. The telecom industry is expected to shed 10% of its workforce because of lack of revenue. The venture capital market in the US is some 8 times larger than the EU’s, and there are only 6 European firms in the top 64 of world’s internet companies."

Eller skal jeg sige det på en anden made, Google, Facebook, Facebook og Netflix har en stor interesse i nationale penge. Deres interesse for de nationale medievirksomheder, der bidrager til det lokale samfund / demokratiet og den nationale infrastruktur, er yderst begrænset, så længe de helt lovligt kan sende deres nationale profit i skattely i Irland – eller skal jeg sige det på en anden måde: Google, Facebook, Netflix og Apple er dybt afhængige af de subsidier, de får gennem de skatter, de nationale tele- og medievirksomheder betaler, og de investeringer, de laver.

Det er fundamentet for den indtjening, de har i de fleste lande.

I vor rapport Understanding Net Neutrality and Stakeholders’ Arguments ser vi på de udfordringer, der er, når det kommer til at diskutere netneutralitet. Vi ser på de mange aktører, der er i debatten, og hvordan de ofte glemmer at sætte sig ind i de udfordringer, der er i en verden, hvor en række OTT-spillere har skabt nogle forretninger, der er afhængige af de subsidier, som gratis adgang til nettet er, og hvor smarte skattemodeller skævvrider konkurrencen mellem nationale og internationale indholdsleverandører.

Til toppen